Tre gode gange om ugen har Anne og jeg startet et fodboldhold op. Det er tirsdag og torsdag aften og loerdag formiddag. Vi har ca. 12 piger hver gang paa 12-13 aar.Da vi startede havde vi en helt saerlig ide om, hvordan det her skulle foregaa. Vi skulle faa traenet en masse gennem forskellige oevelser, og vi havde programlagt fra start til slut. Men uha, det blev ikke som vi troede. For pigerne er det en perfekt mulighed for at komme ud fra deres gaarde og siger derfor ikke nej til noget fodbold. De er super haarde til det, men indstillingen var ikke som forventet. Alle raabte og skubbede og havde sin egen ide om, hvad vi skulle. Anne og jeg var ved at gaa ud af vores gode skind, og trak ikke paa smilebaandet en eneste gang de foerste traeninger. Vi havde nok med at holde folk inde paa banen og ikke paa vej til toilettet, efter vand, eller faa dem til at blive selvom de ikke lige fik en spillertroeje.
Vi fandt ud af det var et stoerre projekt vi havde startet. Men nu har pigerne fundet ud af, at hvis ikke kommer for at traene, er der mange andre piger der kan komme med i stedet for dem. Vi har laert at vi er noedt til at vaere konsekvense hvis det her skal fungere. Men nu, uhh hvor jeg nyder det. Pigerne er saa gode og begynder at kunne se det fede i at lave oevelser der senere kan bruges i kamp. Det er dog stadig 100% den staerkeste og hoejest raabende der overlever og bliver hoert - som det er i alt de foretager sig. Sammenspil er ogsaa stadig et ukendt ord, da det jo handler om at vise hvad JEG kan.. Men men, vi har jo mange uger forude, saa slet ikke dumt at have noget at arbejde frem imod :)
Men det lyser ud af pigerne, hvor meget de gaar op i det og nyder det - og jeg elsker det mindst lige saa meget som de goer!
Et par timers kørsel fra Honduras hovedstad Tegucigalpa, ligger børnehjemmet Emmanuel. Det blev grundlagt i 1989 af amerikanerne Lydia og David Martinez og er i dag omkring 450 børns hjem. På grund af de mange børn og meget få ansatte er Emmanuel afhængig af hjælp fra volontører, der kan være med til at give børnene den voksenkontakt og omsorg de har behov for. Emmanuel betyder "Gud med os", som netop er børnehjemmets vision.
Tre gode gange om ugen har Anne og jeg startet et fodboldhold op. Det er tirsdag og torsdag aften og loerdag formiddag. Vi har ca. 12 piger hver gang paa 12-13 aar.
Da vi startede havde vi en helt saerlig ide om, hvordan det her skulle foregaa. Vi skulle faa traenet en masse gennem forskellige oevelser, og vi havde programlagt fra start til slut. Men uha, det blev ikke som vi troede. For pigerne er det en perfekt mulighed for at komme ud fra deres gaarde og siger derfor ikke nej til noget fodbold. De er super haarde til det, men indstillingen var ikke som forventet. Alle raabte og skubbede og havde sin egen ide om, hvad vi skulle. Anne og jeg var ved at gaa ud af vores gode skind, og trak ikke paa smilebaandet en eneste gang de foerste traeninger. Vi havde nok med at holde folk inde paa banen og ikke paa vej til toilettet, efter vand, eller faa dem til at blive selvom de ikke lige fik en spillertroeje.
Vi fandt ud af det var et stoerre projekt vi havde startet. Men nu har pigerne fundet ud af, at hvis ikke kommer for at traene, er der mange andre piger der kan komme med i stedet for dem. Vi har laert at vi er noedt til at vaere konsekvense hvis det her skal fungere. Men nu, uhh hvor jeg nyder det. Pigerne er saa gode og begynder at kunne se det fede i at lave oevelser der senere kan bruges i kamp. Det er dog stadig 100% den staerkeste og hoejest raabende der overlever og bliver hoert - som det er i alt de foretager sig. Sammenspil er ogsaa stadig et ukendt ord, da det jo handler om at vise hvad JEG kan.. Men men, vi har jo mange uger forude, saa slet ikke dumt at have noget at arbejde frem imod :)
Men det lyser ud af pigerne, hvor meget de gaar op i det og nyder det - og jeg elsker det mindst lige saa meget som de goer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar